I kølvandet på at sanger og sangskriver i Ulige Numre, Carl Emil Petersen, er blevet tildelt Statens Kunstfonds arbejdsstipendiat på 285.000
kroner om året i tre år, har der været en del brok og debat.
Nogle mener, at han simpelthen er for ung og har for lille en produktion bag sig til, at det burde være muligt for ham at få sådan et stort arbejdslegat. Senest har Kristian Leth i en artikel på Politiken udtalt, at der er tale om en typisk dansk socialdemokratisk tabermentalitet, når man brokker sig over, at netop Carl Emil Petersen er blevet tildelt stipendiet.
Jeg synes, alle undgår at forholde sig til det helt centrale og allervigtigste spørgsmål: Laver man virkelig bedre kunst, når man får støtte? Det tror jeg nemlig ikke, man gør. Jeg tror simpelthen ikke på, at eksempelvis Carl Emil Petersen kommer til at skrive bedre sange, fordi han får 285.000 kroner om året i tre år. Jeg tror måske endda, at det kan belaste ham med et unødigt forventningspres, der kan forringe hans kunstneriske output.
Kigger man på et land som Sverige, der i mange år har klaret sig langt bedre end Danmark internationalt, vil man opdage, at der ikke tildeles støtte til rytmiske musikere. Uden at være ekspert på området, så tvivler jeg også stærkt på, at lande som USA og England strør støtte ud til deres rytmiske musikere med rund hånd. Og det går som bekendt temmelig godt med den rytmiske musik i disse lande.
For mig at se er spørgsmålet altså ikke, om Carl Emil Petersen er for ung eller har for lille en produktion bag sige til at kunne få støtte. Spørgsmålet er, om det overhovedet giver mening og medfører et forbedret kunstnerisk resultat at uddele arbejdslegater i den størrelsesorden. Jeg tror det desværre ikke.
