lørdag den 18. juni 2011

Og så fik DF igen sat dagsordenen...

Man kan sige meget om Dansk Folkeparti, men når det kommer til spillet om medierne og om at sætte dagsordenen, så er de ekstremt snu.

Nu fylder al den her snak om grænsekontrol og om eksperter, der blander sig usagligt og politiserende i debatten (ifølge DF) virkelig meget i mediebilledet. Og det er i den grad vand på DF's mølle.

Regeringen har totalt undervurderet sagen om grænsekontrollen ift. EU, og det kapitaliserer DF på. Nu kan de give den gas med deres kritik af eksperter, og de kan give den gas i forhold til en "os vs. dem" dagsorden. Lige noget for DF's kernevælgere, som nok ellers er blevet lidt stramme i betrækket efter efterlønsforringelserne, som DF har andel i.

En rigtig møgsag for regeringen og rimelig talentløst håndteret. Især når man i den grad giver DF muligheden for at booste en anti-EU- og danskheds-agenda så relativt tæt på valget. Trist.

onsdag den 15. juni 2011

Folkemøde uden folk

Er lige kommet hjem fra Bornholm, hvor jeg optrådte med en håndfuld sange i forbindelse med Folkemødet. 
"Folkemødet er et helt enestående element i den danske offentlige debat og har opbakning fra alle Folketingets partier", står der på Folkemødets hjemmeside.
Det er altid godt med gode intentioner, men det er sjovt at overvære den helt udprægede mangel på tilstedeværelse af "almindelige borgere" til Folkemødet. Der var partifolk og pressefolk og en enkelt eller to bornholmere, der mest af alt lignede nogen, der var gået forkert og egentlig hellere ville have en pølse og en fadøl end at debattere politik eller lytte til politiske taler.

Det vil sige, at de forskellige repræsentanter fra partierne stod og talte til egne partimedlemmer og nogle få pressefolk. "Folk" som sådan var der ikke rigtigt nogen af. Og så er det jo ret svært at møde "folk", om man så må sige.

Jeg tror, man må erkende, at den "gammeldags" måde for politikere at møde borgerne på, altså via politiske taler og debatter, hvor folk møder fysisk op og deltager, er passé. Og hvorfor insistere på at fastholde en politisk debatform, som tydeligvis slet ikke harmonerer med det, som borgerne gider bruge deres tid på?
 
Jeg tror, partierne tænker for traditionelt og for gammeldags. Og det er jo i virkeligheden et problem for det politiske system og for den demokratiske debat.

Ryst posen. Tag ud og mød folk, hvor de rent faktisk opholder sig. Tænk ud af boksen og kom tættere på "folk" og deres hverdag.

Bornholm var til gengæld fantastisk som altid. Der er altså et eller andet over den ø.