onsdag den 15. juni 2011

Folkemøde uden folk

Er lige kommet hjem fra Bornholm, hvor jeg optrådte med en håndfuld sange i forbindelse med Folkemødet. 
"Folkemødet er et helt enestående element i den danske offentlige debat og har opbakning fra alle Folketingets partier", står der på Folkemødets hjemmeside.
Det er altid godt med gode intentioner, men det er sjovt at overvære den helt udprægede mangel på tilstedeværelse af "almindelige borgere" til Folkemødet. Der var partifolk og pressefolk og en enkelt eller to bornholmere, der mest af alt lignede nogen, der var gået forkert og egentlig hellere ville have en pølse og en fadøl end at debattere politik eller lytte til politiske taler.

Det vil sige, at de forskellige repræsentanter fra partierne stod og talte til egne partimedlemmer og nogle få pressefolk. "Folk" som sådan var der ikke rigtigt nogen af. Og så er det jo ret svært at møde "folk", om man så må sige.

Jeg tror, man må erkende, at den "gammeldags" måde for politikere at møde borgerne på, altså via politiske taler og debatter, hvor folk møder fysisk op og deltager, er passé. Og hvorfor insistere på at fastholde en politisk debatform, som tydeligvis slet ikke harmonerer med det, som borgerne gider bruge deres tid på?
 
Jeg tror, partierne tænker for traditionelt og for gammeldags. Og det er jo i virkeligheden et problem for det politiske system og for den demokratiske debat.

Ryst posen. Tag ud og mød folk, hvor de rent faktisk opholder sig. Tænk ud af boksen og kom tættere på "folk" og deres hverdag.

Bornholm var til gengæld fantastisk som altid. Der er altså et eller andet over den ø.

3 kommentarer:

  1. Men mon ikke også, det handler en lille smule om logistik, dårlig timing og skidt pressedækning??
    Det er altså ikke mange "almindelige" folk, der kan vride en onsdag med the works ud af kalenderen for at sludre med de folkevalgte på Bornholm - smuk ø, eller ej...
    Og INGEN jeg kender, havde hørt om eventen - på det private plan - før enkelte dage før, så selv om man havde haft økonomi i regnskabet - mentalt og cashflow-mæssigt - kunne det være ret svært at nå.
    Målgruppen MÅ ha' været alle, der i forvejen er engagerede (ellers må de presseansvarlige ha' andre uundværlige kvalifikationer end medietække) - og så forsvinder ideen med begrebet jo.

    Men når det er sagt... Fik du så dit eget budskab frem? ;-)

    SvarSlet
  2. Jeg synes faktisk ideen er god.
    Der er bare langt fra Nordjylland til Bornholm.
    Især for politikere der siger det samme eller kaster mudder alligevel :P

    SvarSlet
  3. @Charlotte: Jeg tror, du har ret i, at arrangementet slet ikke er lagt an til, at "almindelige mennesker" skal deltage. Men så synes jeg, man skulle droppe navnet "Folkemødet".
    @Maria: Enig. Man kunne måske overveje at afholde det et sted, der var lidt lettere tilgængeligt.

    SvarSlet